|
David S. Stodolsky |
||||||||
Home
|
Computernetværk-baseret demokratiSat, Mar 1, 2003; by David Stodolsky.Additional formats, etc. <http://dss.secureid.org/stories/storyReader$16>
Stodolsky, D. S. (1992). Computernetværk-baseret demokrati: Videnskabelig kommunikation som grundlag for den demokratiske beslutningsproces [Computer-network based democracy: Scientific communication as a foundation for the democratic decision process.] For medlemmernes skyld? [For the members' sake?] (pp. 139-158). Esbjerg, Denmark: Foreningen for studier i andelsbevægelse og kooperation [Danish Society for Cooperative Studies].
Resume
Enhver form for social organisation er begrænset af sin kommunikative infrastruktur. Det repræsentative (valgbaserede, indirekte) demokrati forudsætter, at enkeltpersoner bevæger sig. Det direkte demokrati forudsætter distribution og indsamling af fysiske stemmesedler. Det computer-baserede (masse- diskursive) demokrati bygger på transmissionen af elektriske signaler gennem computer-netværk. Der har været fremsat mange forslag til 'elektronisk demokrati', d.v.s. direkte folkeaf- stemninger, som udnytter informationsteknologiens kommuni- kationskapacitet. Sådanne forslag erstatter imidlertid blot proceduren med at udfylde stem- mesedler med informationsteknologiens infrastruktur uden at tage stilling til de indre modsætninger, som f.eks. spørgsmålet om fastsættelse af dagsorden og afstemningsprocedure, som er indbygget i det direkte demokrati. Skønt det diskursive demokrati, med direkte diskussion og forhandling, normalt opfattes som idealet, har der ikke hidtil været fremsat forslag til overvindelse af dets begrænsede praktiske anvendelighed. Det diskursive demokrati kan imidlertid udvides til at omfatte store befolkninger ved en fuldstændig udnyttelse af informationsteknologiens kapacitet. Den senere tids udvikling indenfor computernetværk og kryptografi har skabt mulighed for et demokrati baseret på en computer-infrastruktur. Borgere i et sådant politisk system ville kunne fremsætte beskyttede meddelelser direkte fra deres personlige computere. Disse meddelelser kunne så blive genstand for fjernkritik på samme måde som videnskabelige artikler. Læserne ville have adgang til software, som var trænet til automatisk at selektere de vigtigste meddelelser på grundlag af ophavsmændenes og kritikernes omdømme. Systemets automatiske forhandlingskapacitet ville garantere en afsøgning af alternative synspunkter. Ligesom de politiske aktører i et repræsentativt demokrati normalt tager bestik af den offentlige mening, så vil beslutninger, der er truffet diskursivt, kunne dominere den formelle beslutningsproces og derved gøre sammen- sætningen og organisationen af de formelle, politiske organer mindre væsentlig. Forenklingen af de politiske processer og den større gennemsigtighed i beslutningsprocessen i et computer-baseret demokrati kunne i høj grad forøge borgerdeltagelsen.
Introduktion
Et demokratisk system må rumme mekanismer både til beskyttelse af enkeltindivider og til koordination. Adgangen til information er af afgørende betydning for den demokratiske beslutningsproces. Hvis folk tilbageholder information, så vil selv en uhindret distribution af informationer imidlertid ikke garantere, at beslutninger træffes demokratisk. Et problem er, at folk kan blive straffet, hvis de ytrer sig i opposition til magthaverne. Oftere censurerer folk dog sig selv af frygt for, at det kan skade deres karrieremuligheder at tale åbent. Endelig foretrækker mange måske at undgå den overlapning af anstrengelserne, der ligger i at mange mennesker samtidig skriver kommentarer som reaktion på en hændelse eller en udtalelse. Disse problemer omkring beskyttelse og koordination må løses, før det direkte demokrati kan realiseres i stor målestok.
Oversigt over artiklen
Først diskuteres forskellige metoder til styrkelse af den personlige integritet ved hjælp af 'usynliggørelsesmekanismer'. Sådanne mekanismer forhindrer de negative konsekvenser for en ophavsmand ved at skjule personens identitet. Der skitseres en metode hertil, som bygger på computer-baseret kryptografi, og hvor ansvarlig adfærd fremmes, idet et omdømme opbygges ved hjælp af et referentsystem, der bygger på regelmæssigt offentliggjorte vurde- ringer. Een persons kvalitetsbedømmelse af en artikel kan umiddelbart stilles til rådighed for potentielle modtagere af dette budskab via et computer-netværk. Vurderingerne kan så bruges til automatisk at udvælge de artikler, der er værd at læse. Til slut skitseres, hvorledes evalueringer kan bruges til automatisk at tilvejebringe en konsensus, som udvælger nye forfattere til at skrive artikler.
Anonymitet: muligheder og problemer
En måde at beskytte meningstilkendegivelsen på, er at styrke den personlige integritet ved hjælp af et anonymitetsskjold. Mange tekstbaserede konferencesystemer tillader anonyme bidrag. Dette fører ofte til uansvarlig adfærd (Wilkerson, 1987). "Anonymitet avler uansvarlighed" (Spragge, 1987, s. 98) konklu- derede en systemadministrator. Misbrug af anonymitet har længe udgjort et problem for videnskabelige tidsskrifter (Garfield, 1986). Det eksisterende referentsystem for videnskabelige artikler er blevet beskrevet som ét, hvori magt- relationer er blevet dominerende (Michel, 1982). Fejlagtigt anvendt kan anonymitet føre til en skæv magtfordeling og til uansvarlig adfærd (Garfield, 1986). En anden vigtig begrænsning af den beskyttelse, der bygger på anonymitet, er den manglende mulighed for individuel aflønning for særlige bidrag. Dette forhold er et almindeligt anerkendt problem ved det videnskabelige referentsystem.
Pseudonymitet
En løsning er omdømme-bevarende anonymitet, eller pseudonymitet, som løser mange af de almindelige tidsskrifters problemer uden at sætte den invididuelle integritet over styr. Hvis borgerne er begrænset til ét og kun ét pseudonym, må man forvente en ansvarlig adfærd. Personen må beskytte sit pseudonym mod at ud- vikle et dårligt omdømme, for ellers vil andre ikke vælge artikler eller udnytte vurderinger, der er udstedt under det pågældende pseudonym. På den anden side vil artikler under et pseudonym med et godt omdømme blive læst oftere end andre, og vurderinger, fremsat under dette pseudonym, m.h.t. hvad der er værd at læse, vil have større indflydelse på spredningen af budskaber. En hyppig indvending herimod er, at selvom en bidragyder ikke kan spores tilbage gennem systemet på grund af de formelle beskyttelses- mekanismer, så kan skrivestil og lignende faktorer udnyttes til identifikation af forfatteren. I det system, der er beskrevet her, spiller bedømmelser - i lighed med stemmer - en vigtig rolle, og disse kan yde fuldstændig beskyttelse, selv i forholdsvis små grupper. Læseren afgiver sine vurderinger af artikler i et standardformat, en slags elektronisk stemme- seddel. Disse fuldstændigt beskyttede bedømmelser kan så bruges af andre til automatisk at udvælge de meddelelser, der er værd at læse. Vi antager, at det ikke lader sig gøre at læse alle meddelelser.
Offentlige versus beskyttede meddelelser
Man kan, med visse begrænsninger, parallellisere det foreslåede system med den anonyme stemmeafgivning ved formelle møder. Ved sådanne møder foregår kommunikationen på to niveauer, et offentligt og et anonymt. Fremlæggelse af lovforslag, procedurespørgsmål og diskussioner finder sted på det offentlige niveau: der er ikke noget forsøg på at skjule kildens identitet. Derimod er afstemningen typisk anonym. På samme måde kan saglige indlæg og vurderinger desangående i forbindelse med det foreslåede system opfattes, som om de finder sted på to forskellige niveauer. Især i en mindre gruppe kan det være svært effektivt at beskytte kilden til et sagligt indlæg som følge af dets stilistiske præg. Vurderinger på standardiseret form har imidlertid ikke sådanne træk og yder derfor ophavsmanden betydeligt stærkere beskyttelse. I lighed med den anonyme stemmeafgivning kan de derved spille en afgørende rolle i beslutningsprocessen. I modsætning til anonyme stemmer kan vurderinger, fremsat under pseudonym, imidlertid spille en vigtig rolle ved opbygningen af et omdømme. Eksempelvis kunne en person udvikle et godt omdømme udelukkende på grundlag af sine vurderinger af artikler; vurderinger, som jo er højt beskyttede. Dette ville sikre, at øvrige medlemmer umiddelbart ville blive gjort opmærksomme på et selvstændigt indlæg fremsat på et senere tidspunkt, hvilket ville maksimere indlæggets potentielle indflydelse. Pseudonym- systemet tillader endvidere en langt større fleksibilitet i behandlingen af selvstændige indlæg. Det ene ekstrem kunne være at få dem underskrevet af bidragyderne med deres personlige navne. Det andet ekstrem ville være først at sende selvstændige indlæg til redak- tører eller maskinelle editorer m.h.p. at fjerne stilistiske træk, der kunne afsløre ophavsmanden, oversætte dem til et andet sprog, eller måske endog omskrive dem for at opnå større klarhed. Den pseudonyme kommunikation åbner således flere muligheder for at finde en effektiv balance mellem beskyttelse og pålide- lighed for ophavsmændene. Den giver endvidere læserne (d.v.s. deres programmerede meddelel- ses-sorteringssystem) væsentlig mere information som grundlag for beslutningen om hvilke artikler, der skal læses.
Systemets grundlæggende organisation
I sin simpleste form indeholder systemet usporlige forsendelsesmekanismer og digitale signeringsmekanismer. Med usporlig forsendelse mener vi, at en artikel ikke kan spores tilbage til afsenderen hverken ad fysisk vej eller ved analyse af den information, som er transmitteret sammen med artiklen. Et ideelt radiofonisk system ville have sådanne fysiske egenskaber. I praksis i et ring-topologisk netværk kan forsendelser gøres usporlige med 75% kapacitetstab. Ophavsmandens identitet er betingelsesløst sikret, d.v.s. sikret over for en uendelig computer-kraft. Det betyder, at det vil kræve et samarbejde mellem alle deltagere, undtagen afsenderen (Chaum, 1985) at finde kilden til en meddelelse. Et mindre sikkert, men let tilgængeligt, system er det almindelige telefonsystem. Mange data netværk yder også tilstrækkelig sikkerhed for korte korrespondencetider. Det digitale pseudonym er nødvendigt for at være usporligt og ikke-imitérbart. Der kræves et 1 til 1 forhold mellem personer og pseudonymer. Dette kan opnås ved hjælp af public-key kryptografi, som bruger en uafhængig registrator eller en 'er-en-person' organisa- tion. Denne organisation er den eneste, der har adgang til at skabe pseudonymer. En interaktion med en potentiel bruger tillader at autorisere til produktionen af et pseudonym, som skal udstedes til brugeren. Brugeren kan så på et senere tidspunkt via usporlig forsendelse returnere det faktiske pseudonym, som skal bruges. Dette pseudonym tjener herefter som den pågældende persons offentlige nøgle i et digitalt signatursystem. Budskaber, som er blevet afkodet med denne nøgle, kan således kun være sendt af denne person. Personer må identificeres fysisk for at opnå autorisation, således at hver person kan opnå ét og kun ét ikke-imitérbart pseudonym. Læserne kunne opøve deres computersystemer m.h.t. hvilke pseudonymer, der fortjente opmærksomhed, ved simpelthen at give evaluative respons på indlæggene. Både ophavsmandens omdømme og tidligere læseres omdømme (de tidligere læsere forudsættes også at have vurderet indlægget) kunne så bruges til at ordne artiklerne i prioriteret rækkefølge. Dette ville, på en mere formaliseret måde, modsvare vores almindelige brug af anbefalinger af venner og kolleger i beslutningen om, hvad der er værd at læse. Det er en almindelig misforståelse i forbindelse med brugen af pseudonymer, at fordelen skulle være kortvarig, fordi et pseu- donym, når først dets omdømme er etableret, vil fungere præcis som et virkeligt navn og derved forudindtage læsernes accept af og reaktioner på indlæg. Det er sandt, at kun et anonymt meddelelsessystem garanterer, at evalueringen af artiklens indhold er upåvirket af tidligere indlæg fra samme forfatter. Et sådant system giver imidlertid heller ikke læseren nogen særlig basis for at udvælge hvilke indlæg, der skal læses. I et velfungerende, pseudonym-baseret system giver omdømme-informationen et uhildet estimat af, om en ny artikel er værd at læse. Dette estimat bygger til dels på indholdet af tidligere indlæg fra samme ophavsmand. Sammen- fattende kan det altså siges, at et system ba- seret på anonyme bidrag behandler hvert indlæg lige, mens et system baseret på pseudonyme bidrag behandler hver bidragyder lige.
Ulige kompetence og omdømme
Muligheden af forskellige grader af kompetence inden for forskellige emneområder kan inddrages ved at tillade en person at have forskellige pseudonymer i hver enkelt konference eller tidsskrift. Ved brug af en akrediteringsmekanisme (Chaum, 1985) kan et omdømme udviklet i en konference overføres til en anden uden tab af sikkerhed - d.v.s.. uden at frigive information, der ville tillade en sammenknytning af de forskellige pseudonymer. Hvis et af de anvendte navne var personens offentligt kendte navn, kan personen derigennem vise, hvilket omdømme han eller hun har. Et væsentligt træk ved akrediterings- mekanismen er muligheden for usporligt at overføre information om omdømme fra et pseodonym til et andet. Hvis denne mulighed er til stede, vil selv en positiv identifikation af ophavsmanden til en given artikel ikke kompromittere systemet som helhed, da alle pseudonymer kan udskiftes uden tab af omdømme- information. Eksempelvis kunne sådan en procedure fungere næsten på samme måde som det dobbelt-blinde referentsystem, der anvendes af mange videnskabelige tidsskrifter. Mens et bidrag var under vurdering, kunne ophavsmanden forblive ukendt. Senere kunne forfatteren gøre krav på sit bidrag, og selv referenterne kunne tilkendegive sig offentligt. Hvis dette blev fulgt af en øjeblikkelig forandring af pseudo- nymer, ville det næste bidrag fra samme bi- dragyder kunne vurderes uhildet, da forbindelsen mellem bidraget med den offentligt identificerede forfatter og det nye budskab ville være usporligt. Anerkendelsen for at producere det offentligt identificerede budskab ville imidlertid tilfalde forfatteren og derved sikre det nye bidrag en stor udbredelse.
Når et individ læser en artikel og vurderer den, kan vurderingen signeres af læseren og rundsendes til andre potentielle brugere. Disse vurderinger af et indlæg kan bruges af dem, som endnu ikke har læst det, til at prioritere det i rækkefølgen. Referencens standardiserede format tillader brugeren at lade et program be- regne den sandsynlige vægt af en given artikel og automatisk registrere de artikler, der kræver opmærksomhed. En bayesiansk estima- tionsmodel kan anvendes til at kombinere informationen om forfatteren med vurderinger fra de tidligere læsere. Brugerens egen vurdering efter at have læst indlægget kan så benyttes som grundlag for en revision af de sandsynlighedsparametre, der beskriver den enkelte persons vurderingskompetence og kompetence som artikelskriver.
Dimensioner i evalueringen
En anden videreudvikling af det grundlæggende system tillader, at der afgives vurderinger i flere forskellige dimensioner. Disse vurderinger etablerer forskellige typer af formelle rela- tioner mellem indlæg. For eksempel vil en videnskabelig artikel efter at være blevet vurderet som relevant have gode chancer for at blive accepteret til offentliggørelse, hvis den opfylder tre kriterier (Garfield, 1986). Den skal for det første være velfunderet. Forfatteren skal have anvendt pålidelige data, have draget gyldige konklusioner, og undgået logiske fejlslutninger. Den bør også være original. Endelig skal den være væsentlig, d.v.s.. den skal indeholde et nyt perspektiv eller observationer af potentiel betydning. Vurderinger i disse di- mensioner kan kombineres for at tage stilling til, om et bidrag er værd at læse. Selvom evalueringsmeddelser kan udtrykkes som kvantitative reaktioner i forskellige dimensioner, så er dette ikke nødvendigt for at systemet skal fungere. Både dimensioner og evalueringskategorier og skaleringen af sådanne evalueringer ville være bestemt af, hvad systemets brugere er blevet enige om. Sådanne overenskomster ville muliggøre en mere eller mindre effektiv sortering af bidragene ved hjælp af computer software. Med et meget stort antal bidrag ville multidimensionale og omhyggeligt skalerede svar være ønskværdige. På den anden side ville ustrukturerede svar være fuldt tilstrækkelige, hvis den anvendte software var tilstrækkeligt højt udviklet m.h.t. forståelse af det naturlige sprog. Behovet for evaluativ information øges stærkt med de komplekse og uigennemsigtige multi-media eller hypertekst dokumenter, som nu er under udvikling (Stodolsky, 1987). Med dele af sådanne dokumenter, eller med meget korte meddelelser og mere samtalepræget interaktion, ofte formidlet ved hjælp af en stemme, kunne helt andre former for evaluering komme ind i billedet (Stodolsky, 1984). Hvis en læser finder et bidrag mangelfuldt i en bestemt dimension, kan en artikel herom afsendes som supplement til evalueringen. En struktureret form for argumentation kan heref- ter finde sted. Nogle forfattere vil blive ind- draget i kontroversen og søge at vinde troværdighed ved at udsende evalueringer af en given artikel. Andre vil foretrække at vente, indtil situationen har stabiliseret sig (beregnet på grundlag af Bayesiansk estimation) før de læser nogen af indlæggene (Stodolsky, 1984). Denne sidstnævnte strategi kunne kaldes lære- eller håndbogsmetoden til konferering. Den første kan kaldes mødemetoden.
Koordinationsmekanismer med automatisk forhandling
Det er vigtigt at sikre spredningen af alternative synspunkter i et demokratisk system, da effektive beslutninger kræver det bredest mulige informationsgrundlag. En invitationsmekanisme, som kan udvælge en enkelt kompetent talsmand for hvert enkelt synspunkt, er blevet kaldt et 'konsensustidsskrift' (Stodolsky, 1990). Konsensustidsskrifter har de invitationelle tidsskrifters økonomi og samme grad af objektivitet som tidsskrifter baseret på kritiske referenter. D.v.s. alle artikler offentliggøres, og læseren drager nytte af en udvælgelse baseret på uafhængige vurderinger. En yderligere fordel ved konsensustidsskrifter er, at den forhandlingsproces, som normalt finder sted før offentliggørelsen, er automatiseret, hvilket begrænser deltagernes anstrengelser. Læsere afsender vurderinger, som evaluerer artikler inden for dimensioner, der er enighed om. En statistisk procedure anvendes til identifikation af den kyndigste repræsentant for hver konsensusposition, og disse personer inviteres herefter til at ind- sende artikler, der retfærdiggør de referentbe- dømmelser, de har afgivet. Invitationelle tidsskrifter kan adskilles fra typiske, videnskabelige tidsskrifter ved det forløb, der resulterer i offentliggørelsen af en artikel. Forløbet starter for et typisk tids- skrifts vedkommende med skrivning af en artikel. Artiklen bliver så sendt til redaktøren og bedømt af en referent. Efter en positiv vurdering, ofte afhængig af forhandlede revisioner, bliver artiklen offentliggjort og læst. For de invitationelle tidsskrifters vedkommende er rækkefølgen imidlertid den omvendte. Først træffes den tentative beslutning om at offentliggøre en artikel af en bestemt forfatter, som oftest på grundlag af den pågældende forfatters tidligere arbejder. Herefter foregår der en forhandling mellem redaktør og forfatter, eller der er en uformel bedømmelse af et forslag, som, hvis udfaldet er positivt, fører til skrivning af en artikel. Den store fordel ved den sidstnævnte rækkefølge - læs, forhandl, skriv - er, at næsten hver artikel, der skrives, også bliver offentliggjort. Ulempen er, at udvælgelsen af forfattere er noget arbitrær, og der er ikke nogen mulighed for, at en ukendt forfatter kan få et bidrag offentliggjort. Her skitserer vi en metode til videnskabelig kommunikation, som har den samme økonomi som invitationelle tidsskrifter og samme objektivitet som tidsskrifter baseret på kritiske referenter. Disse selv-redigerede tidsskrifter kaldes konsensustidsskrifter for at adskille dem fra konventionelle, invita- tionelle tidsskrifter. Enhver læser af en artikel i et konsensustidsskrift kan optræde som referent. Antag, for enkelhedens skyld, at referenter sender deres bedømmelser til en mellemmand. Ved deadline udfører mellemmanden sine beregninger og udsender invitationer til de referenter, der nu er blevet udvalgt til nye bidragydere (figur 1). Disse beregninger er implicitte forhand- linger, d.v.s. de forudsiger hvilke personer, der ville være blevet udvalgt til at reagere på den vurderede artikel, hvis referenterne faktisk havde forhandlet og var nået til enighed. Een fordel ved konsensustidsskrifter er, at forhandlingsprocessen er automatiseret, hvilket begrænser deltagernes anstrengelser.
----- R: Vurdering ------- M: Invitation -------
| Læs |----------->| Beregn |--------------->| Skriv |--------->
----- ------- ------- R:Artikel
|
| R:Frafald
|
V
Den forenklede cyklus for driften af et konsensus tidsskrift viser handlinger som kasser og meddelelser som pile. I denne forenklede cyklus har de referenter, der har fået invitation til at publicere (og retfærdiggøre deres tidligere indsendte bedøm- melser), valget mellem at indsende deres artikel før en deadline eller at frafalde det løfte, der var impliceret i bedømmelsen. Denne forenklede cyklus for driften antager yderligere, at konsensuspositioner kan beregnes, og at offentliggjorte artikler bevares uendeligt. Hvis man fjerner disse forudsætninger kræves en mere artikuleret driftscyklus og flere slags meddelelser (Stodolsky, 1990).
Sammenfatning
Systemets beskyttelsesmekanismer reducerer effekten af magtrelationer på udvekslingen af information (Stodolsky, 1985). Den invitationelle mekanisme udvælger automatisk alternative synspunkter til offentliggørelse og sikrer derved, at forskellige synspunkter repræsenteres. Systemet som helhed forener det videnskabelige tidsskrifts pålidelighed med den uformelle dialogs hurtige respons og tilvejebringer herved en slagkraftig koordina- tionsteknologi.
Litteratur
Chaum, D. (1985): Security without identification: Transaction systems to make big brother obsolete. Communications of the ACM, 28: 1030-1044.
Garfield, E. (1986, August 4): Refereeing and peer review: Part 1. Current Contents (31), pp 3-11. (Reprinted in Garfield, E. (1988). Essays of an information scientist: Towards sci- entography (Vol. 9, pp. 230-238). Philadelphia: ISI Press.)
Michel, F.C. (1982): Solving the problem of refereeing. Physics Today, 35 (12), 9:82
Spragge, J.G. (1987): If computer users are a community, the conference must be a town meeting. The second Guelph symposium on computer conferencing, (pp. 91-104). Ontario, Canada: Guelph University, Department of Rural Extension Studies.
Stodolsky, D. (1984, December): Self-management of criticism in dialogue: Dynamic regulation through automatic mediation. Paper presented at the symposium Communicating and Contracts between people in the Computerized Society, Gothenburg University, Sweden.
Stodolsky, D. (1985, June): Telematic journals and organizational control: Integrity, authority and self-regulation. Abstracts of the 7th colloquium of the European Group for Organization Studies, Saltsjoebaden, Sweden.
Stodolsky, D. (1987, April): Telematic journals [Abstract]. Proceedings of the First STIMDI Conference on Man-computer Interaction. Stockholm, Sweden: STIMDI (Sveriges tvaerveten- skapliga intressefoerening foer maenniska- datorinteraktion).
Stodolsky, D.S. (1990): Consensus Journals: Invitational journals based upon peer consensus. Datalogiske skrifter Nr. 29/1990. Roskilde Universitetscenter, Institut for geografi, samfundsanalyse og datalogi. (ISSN 0109-9779-29).
Wilkerson, I. (1987, April 18): Ethnic jokes in campus computer prompt debate. The New York Times.
|
|||||||
|
Last update: Sunday, February 1, 2004 at 3:38:58 PM. |
||||||||